Aarhus Universitets segl

Tv-underholdning: Flermedialitet og viden

Kontaktperson: Hanne Bruun ( hbruun@imv.au.dk ) | lektor | IMV

Projektdeltagere: klik her

Projektet vil gennem en udforskning af forskellige former for tv-underholdning, deres brug af medieplatforme og nogle af de kulturelle praksisser, som knytter sig til publikums brug af underholdningen anlægge nye betragtninger på underholdningens oplevelsesdimensioner. Projektet tager udgangspunkt i en tese om, at mediernes underholdning ikke blot adspreder publikum, men derimod medvirker til at skabe, vedligeholde og udlægge centrale former for social og kulturel viden. Med inddragelse af flere og især interaktive medieplatforme i formidlingen antages programmernes mulighed for at bidrage til en egentlig vidensproduktion at blive styrket betragteligt, ligesom viden kan få symbolsk betydning gennem de kulturelle praksisser, som den indgår i.

Delprojekterne fokuserer på underholdningsfænomener, som provokerer

  • dels en snæver forestilling om viden domineret af naturvidenskabelige og markedsmæssige forestillinger,
  • dels en formentlig illusorisk adskillelse mellem viden og underholdning:

Sport på tv: Fællesskab, køn og viden v/ Kirsten Frandsen

Både nationalt og internationalt har sport på tv gennem mange år været populært stof hos seerne, hvor især direkte transmissioner fra internationale sportskampe har været i stand til at tiltrække rekordstore publikumsgrupper. Kvantitativt orienterede seerundersøgelser (Wenner & Gantz 1989, Gantz 1981,  Bryant & Zillmann 1983) har sammen med tekstanalyser af sportsprogrammers ideologiske tematiseringer (Rowe 1999) hidtil udgjort det væsentligste empiriske grundlag for at forstå tv-sports underholdningsværdi (Wenner 1998)).

Dette delprojekt vil via en empirisk kvalitativ receptionsanalyse undersøge seernes mere ’hverdagslige’ motivation og interesse for at se sport på tv. Med udgangspunkt i en spil- og ritualteoretisk optik (Frandsen 1996, Rothenbuhler 1999, Steeg Larsen & Tufte, ) vil projektet udforske tv-sportens underholdningsværdi, når mediet dækker sportsbegivenheder, hvor den nationale interesse ikke umiddelbart trænger sig på. Sport betragtes som grundliggende underholdende i kraft af sportsspillenes uforudsigelighed, men det oplevelsesmæssige udbytte kan ikke udelukkende forstås som et resultat af kampen og tvs tekstlige repræsentation af spillet og begivenheden. Netop i forhold til sport har broadcasterne tidligt udviklet meget omfattende hjemmesider, som profilerer kanalens eksklusive rettigheder og tilbyder en række supplerende kommunikative tjenester til publikum Projektet tager afsæt i en hypotese om, at tv-sportens underholdningsværdi skal ses i et bredere socialt perspektiv, idet tv-programmerne udgør rygraden i forskellige kulturelt og kønnede fællesskaber, hvor både faktuel, æstetisk og social viden opdateres, stimuleres og udvikles såvel gennem seeningen og brug af andre medier, som gennem en række sociale og kulturelle praksisser knyttet til eller afledt af heraf. Disse vil projektet søge at belyse gennem receptionsstudier af tvs dækning af henholdsvis dansk håndbold og dansk fodbold, som seermæssigt har forskelligt gennemslag.

Sofaturisme. Rejseprogrammers viden om verden v/ Anne Marit Waade

ejseprogrammet er en hybrid genre, der både er oplysende dokumentarprogram, bekymringsløs hverdagsunderholdning samt spekulativ markedsføring. De historiske rødder findes i den etnografiske dokumentarfilm, men også i rejsereportager, rejsehåndbøger, rejsekataloger, reklamer og rejsebeskrivelser. De mange nye rejseprogrammer, der vises i tv, bygger typisk på en tvetydig præmis, og det er denne tvetydighed der netop giver programmets seerfascination og værdi som markedskommunikation. Min tese er, at rejseprogram er en form for faktuel tv-underholdning der giver seeren en særlig æstetisk-refleksiv viden om den globale verdens geografi og kulturelle forskelle. Denne globale kompetence kan tænkes at omfatte forskellige videns-strategier: et suverænt blik der kan beherske en kompleks verden, et blik på globen som destination i sig selv, et kartografisk blik for steder, et turistificeret blik for seværdigheder, et etnografisk blik for kulturelle forskelle, samt en imaginær hedonistisk praksis relateret til turisme (både fysisk og medieret turisme) som oplevelse og livsstilsmarkør. Projektet omfatter tre faser: a) analyse af udenlandske programmer sendt i dansk tv: Travel Channel / Pilot Guides , Michael Palin , b) kortlægning af danske rejseprogram siden monopolbruddet og frem til i dag, samt c) en uddybende analyse af udvalgte danskproducerede og aktuelle rejseprogrammer (f.eks. Rejsen til paradis /DR1 2005, På kanten af verden /TV2 2003, Kløvedal i Kina /DR1 2004, I den sorte gryde /DR2 2003). Med afsæt i en receptionsæstetisk tilgang, vil jeg belyse produktions- og afsenderforhold (prod.selskab, kanalprofilering, reklameinteresse) samt programmernes æstetik og henvendelsesformer (f.eks. fremstilling af ”den anden”, rejsemåde og turistattitude, genre, værtens/guidens rolle, audiovisuel æstetik).

Latterfællesskaber? Dansk tv-satire 1968 til 2005 v/Hanne Bruun

Siden begyndelsen af 1990erne har tv-satiren gennemgået en intensiv genreudvikling og er i tæt samspil med internet blevet et middel i en stigende målgruppeorientering af dansk public service tv’s underholdning (Bruun, 2005a). Tv-satire har dog været en del af dansk tv’s underholdningstilbud siden 1968, hvor satiren var public service tv’s forsøg på at tilbyde underholdning til hele befolkningen, men i form af et kritisk, evaluerende udspil til politisk, social og nationalkulturel selvrefleksion (Bruun 2005b, Hutcheon 1985, Larsen 2001)

Formålet med projektet er således en historisk kortlægning og analyse af tv-satires udvikling som underholdningsgenre i et tekstproduktionsorienteret og tværmedialt perspektiv. Hensigten er at udføre et grundforskningsarbejde på området, og tesen er, at dansk tv-satires evne til at muliggøre samfundsmæssig selvrefleksion såvel som målgruppeorientering forudsætter mere og mere omfattende og detaljerede former for fælles viden hos producenter såvel som seere (Schwind 1988). Det er kontekstuel viden af såvel politisk som sociokulturel art, der bl.a. etableres af medierne selv (Meyrowitz 1985, Scannell 1996). Men samtidig er tv-satiren i sig selv en vedligeholder og skaber af mediekulturel viden i form af en genretradition med normer for den satiriske bearbejdning, som aktuelt understøttes, udvikles og forstærkes af internetbaserede faciliteter. Udviklingen fra 1968 og frem aktualiserer dermed spørgsmålet om, hvordan tv-satirens socialt integrerende og udgrænsende potentialer former sig og dermed arten af de diskursive fællesskaber (Hutcheon 1994). Desuden aktualiserer udviklingen det mere overordnede spørgsmål om public service tv’s underholdningstilbuds profil i sammenligning med tv-systemer, der er kommercielt dominerede.  Projektet planlægger derfor at inddrage et komparativt studie af traditionen for satire i amerikansk tv.

Projektets faser og varighed: Planlagt til at løbe fra januar 2006-2008.

Fase 1, -06: Teoretisk afsøgning af vidensbegrebet i relation til mediers og tv-underholdningens kulturelle og sociale funktioner.

Fase 2, -07+08: Empiriindsamling og analysen af denne til teoretisk begrebsliggørelse af mediernes rolle og tv-underholdningens oplevelsesdimensioner i et vidensperspektiv.

Delprojektet Sport på tv: Fællesskab, køn og viden er pt. tilknyttet et forskningsprojekt om medier og sportsrettigheder i et kommerciel overfor et public service domineret tv-system. Delprojektet Latterfællesskaber? Dansk Tv-satire 1968-2005 er pt. knyttet til et bredere forskningsprojekt om tv-underholdningens genrer og historiske udvikling med fokus på public service tv. Delprojektet Sofaturisme. Rejseprogrammernes viden om verden er ligeledes del af et bredere anlagt og igangværende forskningsprojekt om medieret turisme.

Projektdeltagere:

Kirsten Frandsen ( kirstenf@imv.au.dk ) | lektor | IMV

Anne Marit Waade ( amwaade@imv.au.dk ) | adjunkt | IMV

Anne Jerslev ( jerslev@hum.ku.dk ) | lektor | Institut for Medier, KU

Christa Lykke Christensen ( christal@hum.ku.dk ) | lektor | KU

Jørgen Stigel ( stigel@hum.aau.dk ) | lektor | Kommunikation, AAU