Aarhus Universitets segl

Performativitet og teatralitet som handlingskonstruktion og betydningsdannelse

Kontaktperson: Torunn Kjølner ( dratk@hum.au.dk ) | lektor | Afdeling for Dramaturgi

Projektdeltagere: klik her

Projektet tager udgangspunkt i, at teaterkunsten og scenen har kunnet fungere som metafor og begrebsleverandør til en række forskellige vidensfelter som lingvistik, antropologi, filosofi, adfærdsforskning, kognitionsforskning, rolleteori, kritisk teori, genderteori, polititisk teori og interaktiv teori. Begrebet performativitet er således blevet et af flere nøglebegreber, der både forbinder og spreder sprogteoretiske, kulturteoretiske og teaterteoretiske problemstillinger. Det er nemlig ikke helt det samme performativitetsbegreb, man taler om.

Forståelsen af performativitet som en fokusering på gøren eller handlen i modsætning til repræsentation har rødder til Austin og Searles sprogteorier (sproghandling) og til Lyotards forståelse af det postmoderne vilkår samt Derridas dekonstruktion. For at forstå teatrets performativitetsbegreb kommer man ikke udenom Aristoteles’ inddeling af digningen i poesi, epik og drama.

Ved at fokusere på handlen, der forekommer inden for rammerne af iscenesatte begivenheder og interaktion, kan performativitet ses som et omdrejningspunkt for analyse og forståelse af, hvordan der skabes betydning. Både kunst (teater, interaktiv kunst, installationskunst) og i dagliglivet kan performativitet betragtes som en afprøvning af betydningskonstruktioner ”in medias res”. Således kan performativitet også ses som en nøgle til at forstå identitetsdannelse. Ikke mindst har der været fokus på hvordan fx genderidentitet, skabes performativt. (fx Judith Butler Gender Trouble 1990).

Projektets fokusering på performativitet tager afsæt i teaterkunstens performativitetsforståelser. Ved at relatere disse til andre videnstraditioner, hvor performativitet indgår som en central del af tænkningen (Searle, Lyotard, Derrida), vil man kunne anlægge nye perspektiver på den kunstteoretiske forskning, der vægtlægger betydningsdannelse gennem handling. Endvidere vil projektet fokusere på,hvordan virkelighed konstrueres og udspilles gennem handling. Her står

situationsforståelse og -betingelse centralt. Performativiten vægtlægger særlige handlinger, der på samme tid sker her-og-nu, men som også indeholder ”reinkarnationer” eller repetitioner af roller og sociale normer. Performativitet vil blive betragtet i lyset af teatralitetsbegrebet. En forskel, der kan markeres, er, at performativitet ikke i samme grad som teatralitet indtænker en repræsentation eller en reference til en given forestilling som forudsætning: Mens teatralitetsbegrebet lover en form for transparens og analytisk afstand til handlingen, rollen eller begivenheden, har performativiteten en mere immersiv kvalitet.

I forhold til kunst og æstetisk erfaring fokuserer performativitetsstudier specielt på handlinger, der involverer deltagelse i forskellige former for ritualiserede eller iscenesatte hændelser, ceremonier, spil og forestillinger, udstillinger og andre tid og sted- betingende begivenheder. Forskning i performativitet (relateret til teatralitet) vil kunne vise, hvordan kunst generelt og teaterkunst specielt, konstruerer og iværksætter betydning gennem handling.

I kunstforskningen vil man kunne betragte performativitet og teatralitet som to poler på en skala, hvor den ene pol kunne stå for meningsdannelse i det unikke øjeblik, hvor situationen opsluger aktøren, mens den anden kunne stå for meningsdannelse gennem signifikationsprocesser. I specialstudier vil man eksempelvis kunne sammenligne skuespillerens ekstroverte performans/performativitet med kunstbetragterens mere introverte interaktion/performativitet. Herfra åbnes der for en række studier af interaktionsbaseret kunst, hvor værk og betydning så at sige kun kan dannes performativt.

Forventede projektresultater/produkter: Større internationalt seminar om performativitet. Kasernescenen  November 2006. Temanummer i tidsskriftet Peripeti , efterår 2006 Performativitet

Temanummer i Tidsskriftet Peripeti , forår 2007 Teatralitet. Scenen som metafor.

Projektets faser og varighed: Opstartsfase Tidlig forår 2006. Varighed: Ca. udviklingskontraktens løbetid.

Projektdeltagere:

Elin Andersen ( draea@hum.au.dk ) | lektor | Afdeling for Dramaturgi

Erik Exe Christoffersen ( aekexe@hum.au.dk ) | lektor | Afdeling for Dramaturgi

Ida Krøgholt ( draida@hum.au.dk ) | lektor | Afdeling for Dramaturgi

Jens Christian Lauenstein Led ( drajcl@hum.au.dk ) | Ph.d. studerende | Afdeling for Dramaturgi

Siemke Böhmish ( aeksb@hum.au.dk ) | Ph.d. studerende | Akademiet for æstetisk forskeruddannelse

Janek Szatkowski ( drajsz@hum.au.dk ) | lektor | Afdeling for Dramaturgi

Niels Lehmann ( dranl@hum.au.dk ) | lektor | Afdeling for Dramaturgi

Mads Thygesen ( aekmt@hum.au.dk ) | Ph.d. studerende | Afdeling for Dramaturgi

Jane Risum ( drajr@hum.au.dk ) | lektor | Afdeling for Dramaturgi